MED NYJÆGERNE I SYDAFRIKA DEL 1

Christian Rysgaard beretter her fra en afrikansk jagt med danske nyjægere, som har valgt at forlænge uddannelsen fra det netop afsluttede jagttegnskursus med en trofæjagt i Sydafrika. Denne miniserie i to dele begynder lige der, hvor den danske undervisning slutter.

TEKST: CHRISTIAN RYSGAARD. FOTO: CHRISTIAN RYSGAARD MED FLERE SAMT DEWALD KIRSTEN FRA SHUTTERSTOCK.

PETERS FØRSTE DYR

Der er god skygge under træet i det lille, tætte buskads, hvor vi sidder tæt sammen og venter i spænding. Udenfor brænder solen med stigende intensitet, ingen vind rører sig, og dyrene er så småt holdt op med at bevæge sig efter morgenaktiviteten. Jorden herinde er knastør og rød, oversået med knogler, slangeham, edderkopper og efterladenskaber fra et bredt udsnit af dyr, der tydeligvis har brugt stedet til samme formål som vi selv – at slippe ud af den bagende sol for at holde en velfortjent siesta. En åbning på en halv meter giver udsyn til den omgivende røde bush og mange lignende små klynger af træer og buske. Ude i den flimrende horisont kører en hvid pickup en doven og støvet tur gennem landskabet. Den unaturligt hvide bil i fronten af støvskyen tegner en stor rød synligt slyngende streg gennem buske og træer.

Og pludselig er der bevægelse i vores skudfelt. Først dukker en lille håndfuld springbukke op ud af ingenting lidt over tre hundrede meter væk, og de følges snart af yderligere tredive. Alle kommer roligt travende mod vores lille indelukke, hvor aktiviteten er steget betydeligt, og alle vil kigge med. Peter sidder helt fremme i åbningen med den gode udsigt sammen med fotografen GJ, der også er vores guide ved denne anledning. Hvis vi andre er lidt spændte, så har Peter nerverne helt uden på det ellers stilsikre safaritøj. Med hele to uheldige forbiskud i bagagen, er det nu hans tredje forsøg på de drilske vilde dyr her på Mayogi Safaris i hjertet af Eastern Cape i Sydafrika.

Små to hundrede meter ude begynder dyrene at gå parallelt med os og ser ikke ud til at komme nærmere. Da vores blind er for småt til at kunne bruge en skydestok herinde, vælger Peter at snige sig udenfor i varmen og stille op til skud over stok. Ryggen holder han mod det gode baggrundsdække for ikke at træde for meget frem. Men to hundrede meter er bestemt ikke den foretrukne afstand til debut-trofæet, og slet ikke når man samme morgen har forsøgt en lignende øvelse og uden held. Denne gang er der dog styr på nerverne, med blid assistance fra PH og fotograf: ”Hold øje med de tre bagerste, vælg den, der kigger på dig nu, sigt midt på dyret lige over forbenet, det er ligesom at skyde på skive, træk vejret roligt, husk det bløde aftræk” messer PH’en stille, mens han med en hånd på skulderen beroliger debutanten. Peter klemmer langsomt fingeren, mens vi andre kæmper om udsigten, holder vejret med ham og kigger nøje på både dyr og jæger. Da skuddet endelig falder, kan vi intet se på grund af de mange dyr, der løber i alle retninger, men Peter har overblikket og viser tommelfingeren til os – dyret er faldet i skuddet og ligger forendt. Han beder pænt og høfligt om lov til at gå derud, og vi andre følger efter med al udstyret.

Vi finder ham pÃ¥ knæ ved siden af den fine springbuk, der som hans første konstatering har omtrent samme størrelse som et rÃ¥dyr. Han sidder stille og aer dyret, tung ved hjertet og tydeligt rørt – Situationen er noget helt særligt med det lange forspil, kampen mod nerverne og nu denne kulmination. Dyret er ramt lidt skrÃ¥t bagfra med en høj kugle, der har strejfet rygsøjlen. Den hvide hÃ¥rstribe over ryggen har næsten lagt sig, da vi kommer frem, men dyret dufter stadig lidt af vanilje og karamel fra kirtlerne. Et utrolig elegant og smukt dyr, som det ligger her pÃ¥ den røde, støvede jord.

Vi tager bunker af billeder, og Peter gør det samme, før han begynder at brække dyret under kyndig vejledning fra PH’en. Hernede skal hals og lÃ¥s ikke opskæres. PÃ¥ grund af varmen gælder det om at reducere de steder, hvor kødet bliver udsat for luftens mylder af bakterier, og sÃ¥ fÃ¥ kødet pÃ¥ frost inden for en time. Per ankommer og smører blod i ansigtet pÃ¥ sin ven, som traditionen foreskriver. ”Tillykke – nu er du afrikansk jæger!” ordene hænger smukt i luften, mens stemningen og samtalen stiger med forventningen om det næste eventyr, der er lige rundt om hjørnet.

NUTIDENS NYJÆGERE

I de seneste år har vi set en ny gruppe af jægere debutere med deres særdeles velfortjente jagttegn. Jeg skriver velfortjent, fordi jagttegns­undervisningen har oplevet stramning af både teori og de praktiske skydefærdigheder, som de fleste konsoliderede danske konsortiejægere nok skal stramme ballerne en del for at leve op til. Det er en bølge af nye jægere, der ikke har den store naturlige tilknytning til jagtverdenen og derfor kommer med en tilgang, der er forskellig fra dem, der har lært håndværket fra barnsben af med støtte fra en erfaren jæger. Den praktiske erfaring med jagt er indlysende nok mindre, men ønsket om at dygtiggøre sig er særdeles brændende. Da de debuterer senere end den klassiske nyjæger, har de også væsentligt flere penge mellem fingrene og deres ønske om udstyr, læring og oplevelser kan efterkommes på et relativt højt niveau. De er ikke tilfredse med at lære haglgeværet at kende på enkelte udsatte fasaner eller træne riffeljagt med udsigt til et enkelt rådyr om året. Så med jagttegnet i hånden melder de første spørgsmål sig helt naturligt: Hvordan får jeg mere erfaring? Hvor kan jeg komme på jagt?

For at finde et muligt svar pÃ¥ netop disse væsentlige spørgsmÃ¥l fulgte jeg med et hold ivrige nyjægere til Mayogi Hunting School pÃ¥ Eastern Cape i Sydafrika. Og lad mig bare slÃ¥ fast med det samme – Det blev en uge tætpakket med oplevelser og erfaring nok til at matche adskillige Ã¥r i et gennemsnitligt dansk jagtkonsortie.

FRA GREVE TIL EASTERN CAPE

Ti nyjægere har bestilt turen direkte hos Mayogi Safaris – Ti drømme om at prøve kræfter med Sydafrika og få en masse erfaring samt et par trofæer med hjem i bagagen. Her delte vi i fem dage alle opture og nedture med hinanden. Hvert eneste skud, både gode og dårlige blev åbent vendt med andre i præcis samme situation. Ingen oplevelse var for lille eller for stor. Erfaringer blev ivrigt givet videre til de andre. Alle spørgsmål blev forsøgt besvaret, både af de andre deltagere og af de professionelle jægere, der hver eneste dag både guidede, underviste og konstant stod til rådighed i den lille summende bushcamp i den ubønhørligt bagende sol.

Fælles for deltagerne var den inspirerende jagttegnsundervisning i Greve Jagtforening. Her stiftede mange deres første bekendtskab med jagtens verden, og da jagttegnet var i hus, havde en del af dem lyst til at lære endnu mere. I stedet for at lade dem stå alene med den fortsatte læringsproces formidlede deres jagttegnsunderviser, Jan Falch kontakt til Mayogi Safaris i Eastern Cape i Sydafrika og sørgede for, at de kunne tilbyde trygge rammer for helt nye jægere. De nye jægerne skulle selv arrangere jagten direkte hos udbyderen, men havde så til gengæld mulighed for at deltage med folk, de allerede kendte, og samtidig modtage mere læring, end en almindelig jagtrejse normalt ville indeholde. Mayogi Safaris tilbyder nemlig undervisning og vejledning specielt rettet mod jægere med meget lille eller slet ingen jagterfaring.

HUNTING LODGE OG BUSH CAMP

Mayogi Safaris ligger i hjertet af Valley Bushveld i Eastern Cape, en lille køretur på 75 km. i nordvestlig retning fra Port Elizabeth i Sydafrika. Området er kendt for sit meget varierede terræn med både bjerge, bush og plains samt et overdådigt udvalg af jagtbart trofævildt. Mayogi farmen har været drevet af samme familie i fem generation, heraf med brødrene Dirk og Arno ved roret de sidste 20 år. For tiden råder de over et areal på omkring 10.000 hektar fordelt på tre store revirer. Som stort alle andre steder i Sydafrika er det jagt under hegn, hvilket ofte får folk uden personlig erfaring til at rynke en smule på næsen over valget af dåse-trofæer i hegn, autopürsch og fuld forplejning. Lad os vende tilbage til det med hegnet senere, men Mayogi Safaris Lodge er ganske rigtig luksus-indkvartering, swimming pool, fuld oppasning fra morgen til aften med tjenestefolk, forplejning og selvfølgelig et stort udvalg af trofæer i overordentlig fine størrelser.

For at holde prisen lidt nede havde vi fravalgt hovedlejren og i stedet valgt indkvartering på Mayogi Bush Camp, der blev startet forrige år. Her bor man i lidt mere primitive hytter i en bushcamp midt ude i jagtterrænet. De små hytter er indrettet med seng, te-køkken, eget bad samt toilet og placeret i gå-afstand omkring en central fælles bygning, hvor den veltilberedte mad nydes, og al undervisning foregår i fællesskab. Der er solceller på taget og lysdioder til at oplyse i mørket, men ingen wifi og ingen strøm. Vandet varmes naturligt af solen, og der er ingen garanti for hverken koldt eller varmt vand. Der er kort sagt ingen unødig luksus i hytterne. Dette opvejes efter min mening til fulde af glæden ved at bo helt ude i jagt-terrænet og nyde daglige besøg i campen af det selvsamme vildt, man i løbet af dagen efterstræber i de omkringliggende dale.

Farmens professionelle jægere, trackere og skinnere er indkvarteret med jægerne og sørger for, at der er styr pÃ¥ alt det praktiske omkring jagten. Mayogi benytter dygtige lokale PH’ere til at guide jægerne til de mange daglige jagt-chancer. Samtidig stÃ¥r de hver eneste aften for en god times undervisning i udvalgte emner som sikkerhed, skydning, fauna, jagtformer, dyregenkendelse og drift af jagtfarm. SÃ¥ledes hørte vi om vÃ¥bensikkerhed under jagt, farlige dyr i Sydafrika, respekt for andre jagtformer, brugen af sociale medier og mange andre relevante emner. Desuden var vi sÃ¥ heldige, at Lars fra 3T Trofæer havde lagt vejen forbi og fortalte om trofæer og trofætransport samt assisterede med det lidt tunge papirarbejde efter endt jagt – en ret fed service, der kunne lade sig gøre, fordi Lars alligevel var i landet pÃ¥ det tidspunkt.

KONTROLSKYDNING AF RIFLER

Første morgen ved ottetiden starter vi på en interimistisk skydebane i den fjerne ende af jagtområdet. Det er tid til lidt instruktion i sikkerhed, derefter indskydning og så af sted på walk and stalk med guiden med en nyjæger under hver arm. Instruktionen er forholdsvis hurtigt overstået, selvom der bagefter hersker en smule tvivl om, hvad der helt præcis er den rigtige måde at bevæge sig på med en riffel. Der er omtrent lige så mange muligheder, som der er forskellige guider. Den gode fællesnævner er dog, at guiderne gerne vil være sikre på, at løbet på intet tidspunkt peger på hverken dem eller andre. Løbet skal udelukkende pege på noget, man har intention om at dræbe, og det er en instruktion, der er værd at tage til sig.

Per og Peter får tildelt Pierre som PH. Som alle de andre er han professionel jæger og særdeles garvet i sit fag. Han er dog ikke den mest talende eller oprivende, og de fortæller grinende om aftenen, at han med tyk Sydafrikansk accent og en flad stemmeføring havde fortalt en historie om en afsindig løvejagt, han havde været på for en del år siden, og derefter blot tilføjet, at det havde været ”lidt spændende”. Der skulle tydeligvis en del til at få ham op at køre.

Alle fÃ¥r udleveret deres lÃ¥neriffel – En god blanding af ganske funktionsdygtige rifler, der dog efter alt at dømme har tilbragt al deres tid pÃ¥ intensiv jagt, snarere end bagerst i vÃ¥benskabet. Det er alt fra godt brugte kunstskæfter til træskæfter, der har set en del i Ã¥renes løb samt et bredt udvalg af kalibre matchende det store udvalg af vildt pÃ¥ farmen. For enden af skydebanen hænger der en tung, hvidmalet metalplade pÃ¥ størrelse med en frokosttallerken i et interimistisk ophæng af stÃ¥ltrÃ¥d. Denne gong er morgenens første mÃ¥l og angiver med tydelig lyd og bevægelse, nÃ¥r riflen og skytten har fundet hinanden.

Peter får udleveret en solid riffel i kaliber .300 Win-mag, der er indskudt på 250 meters afstand. Den ligger godt i hænderne, kikkertsigtet er fornuftigt, men lidt halvtung at slæbe rundt på. Valget af kaliber og indskydning siger måske en del om de mulige skudafstande, men der skal i hvert fald ikke korrigeres meget for kuglebane på de første 300 m. Første skud med denne riffel sidder præcist, hvor det skal, og får endda gongen til at gå i stykker – ikke nogen dårlig start.

Det handler ikke om skydeevner eller indskydning. Det er en lille chance for at lære sit våben en smule bedre at kende, inden det bliver alvor. Det handler om at sikre sig, at riflen rent faktisk rammer der, hvor de nye jægere sigter, for alle kan selvfølgelig allerede skyde med riffel, når de ankommer. En succes-oplevelse, som man kan trække på, når nerverne dukker op, fordi den allerførste Impala står på 100 meters afstand, og pulsen er så høj, at du ikke ved, hvor sikringen sidder.

Article: https://magasin.mitjagtblad.dk/en_US/13806/200771/med_nyj%c3%a6gerne_i_sydafrika_%e2%80%93_del_1.html